Sjælsø II – Gribskov 2,5-5,5

Det snerper til i toppen og derfor var kampen mod Sjælsø en af dem der skulle vindes og helst med en betragtelig margin. Sjælsøs 2. hold er en anelse svækket set i forhold til sidste sæson da Arne Bjørn Jørgensen er forfremmet til deres 1. hold, Erik Sørensen er reserve og Helge Malchau er skiftet til Hillerød. Bottom line – vi var klare favoritter!

 Jan Thomsen-Mads Pasztor:
Mads var tilbage efter aftjent værnepligt for BMS III, og der var dømt kort process mod Jan Thomsen der stod suspekt efter 4 træk, kunne have opgivet efter 10 før han endeligt besluttede sig for at komme hjem på sofaen efter 17 træk. 0-1

Michael Krogh-Steen Just:
Steen slap håndbremsen ret tidligt og ofrede en springer på f7, om det var korrekt eller ej må være op til et siliconemonster at bedømme, men det så interessant ud og gav nogle vilde forviklinger. Desværre for Steen fik hans modstander simplificeret så tilpas meget at der ikke var det nødvendige schwung i angrebet og Sjælsø kunne notere sig for det hele point. 1-0

Bent Guldborg-Lars Erik Linderod:
Bent er på papiret det normale 1. bræt men var i dagens anledning skubbet ned så Lars fik fornøjelsen af ham. Det blev en sicilianer med modsatte rokaderstillinger hvor Lars smed f, g og h bønderne i hovedet af Bent og fik løberparret for den billige pris af et tårn. Bent havde måske marginalt modspil med en fribonde på c2, men kunne vist godt have sparet sig de sidste 8-10 træk. 0-1

Anders Bork Hansen-John Arni Nilssen:
Som med så mange gange før i denne sæson har det vist sig umuligt at forudsige modstandernes hold, sådan gik det også denne gang da Sjælsø havde lokket Anders Bork til at spille et af sine sjældne partier. Jeg skal ikke kloge mig alt for meget på partiet, men det så ret standard ud med det tematiske minoritetsangreb på damefløjen og sidenhen spil mod den isolerede bonde på b7. Det så let ud… 0-1

Erik Sørensen-Rasmus Pape:
Så kom Erik Sørensen alligevel med, og dermed var der lagt op til at revancheparti fra sidste år hvor Rasmus vandt i sikker stil. Jeg skal heller ikke kloge mig på det her parti, for dels kender jeg ikke Nordsøvarianten og dels er der altid for meget i slag i Rasmus partier til at jeg kan overskue det 🙂 Jeg tror dog at Rasmus havde styr på det og efter kvalitetsofret i træk 18 var det eneste der kunne ændre på resultatet den lidt for knappe tid. 0-1

Bent Caspersen-Jørn Vestergaard:
Hvis man skal definere dedikation så må det være følgende: Jørn blev opereret i ryggen syv dage før partiet og vælger alligevel at stille op! Det lignede længe et helt point til os efter godt spil af Jørn men lidt øv lykkedes det Bent at få lidt fusk ind så gevinsten forsvandt og sidenhen også remisen. 1-0

Christian Rüdinger-John K. Sørensen:
John havde fået hvervet med at holde os gode venner med holdturneringslederen, det så dog ikke ud til at gå alt for godt da John snuppede bonden på c4 i en afart af slavisk og lykkedes med at holde fast i den. Senere fik han også bonde nummer to men på bekostning af et par lettende afbytninger til Rüdinger og de enedes om remis således at vi stadig er på god fod med chefen for holdskakken i 8. hovedkreds :-). 1/2-1/2

Jesper Halberg-Rasmus Petersen:
Jeg synes jeg spillede et brag af et parti, lige indtil Mads, John Arni og jeg mødtes for at se på hvordan man spiller hvid mod Grünfeld. Så viste det sig at det ikke var et brag, og faktisk ikke engang et lille knald, så jeg er nu gået igang med at repetere min bog med Petrosjans 105 bedste positionelle partier, og husker altid at spille Kh1 når f-bonden ikke længere er på f2 🙂 Nå min modstander gik galt i byen i åbningen, svækkede sin kongefløj og overså en taktisk vending i træk 23. Derefter var det bare et spørgsmål om teknik, og den skal jeg også arbejde lidt med! 0-1

Næste slag slås tirsdag den 28/2 hvor vi på hjemmebane tager imod Frederiksværk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *